Er det tid til lidt forandring?

På en hurtig rundtur rundt i klasserne på gymnasiet, vil jeg tro, at ca. 9 ud af 10 ikke har tid til at lave alle deres lektier. Bevares, de fleste kunne sagtens få tiden, men hvis man også skal have et socialt liv, dyrke sport, spille musik og klare sig igennem diverse afleveringer (og i øvrigt de fornødne ting som spise og sove) er dagen altså ved at være gået, inden man får tid til lektierne.

Det var så her jeg tænkte, at der muligvis er et eller andet galt med den måde, det hele er skruet sammen på. Hvis vi får så mange lektier for, at vi ikke har tid til at lave dem, hvad er så pointen med at give dem for? For at nå hele pensum igennem, ville den kloge lærer muligvis svare. Men er der så ikke noget galt med pensum? Hvis vi alligevel ikke har tid til at lære hele pensum, skulle man så ikke lave det lidt mindre? Jo, vi ville ikke lære lige så meget, men måske ville vi lære det, vi kan, meget bedre. Og måske, bare måske, ville vi slet ikke have behov for at kunne de ekstra unødvendige ting, som lærere prøver at banke ind i hovederne af os (*host* trekanter *host*)

Er tv noget værd mere?

Her den anden dag faldt snakken på hvorvidt man kunne se tv2 efter jul. Som bekendt bliver det jo en betalingskanal, hvilket jeg er ret skuffet over. Men så var det, at jeg fik tænkt lidt over mit tv-forbrug.

Hvis jeg kigger på en helt almindelig uge, ser jeg egentlig ikke særlig meget fjernsyn. Mest fordi jeg ikke har så forfærdelig meget tid, men også fordi der stort set aldrig er noget i tv, der er værd at kigge på. Jeg ville til hver en tid sige, at jeg ser mest tv2, men hvor meget ser jeg egentlig? Beverly Hills og Friends hver eftermiddag? Dem kunne jeg sådan set bare se på dvd. Vild Med Dans fredag aften? Jeg er stort set aldrig hjemme alligevel. En film lørdag aften? For det meste gider jeg ikke at se dem.

Jeg synes efterhånden, at tv er blevet så ringe, at jeg ikke gider at spilde min tid på det. Der var engang, hvor DR1 sendte gamle, danske film lørdag aften, hvilke var hyggelige at kigge på. Men nu: Barnaby! Hvem (undskyld mig) gider at se det? Der kommer ikke engang noget godt mellem 20 og 21 på hverdagsaftener mere. Det hele er blevet lavet om til åndssvage talentshows, som bliver genudsendt 117 gange. 

Jeg ved godt, at tv skal spare ligesom alle andre, men kunne de måske ikke spare på andre måder? Ved at sænke kvaliteten så meget, at man ikke gider at se på det mere, lyder ikke som en god spareplan i mine ører. Og da slet ikke, når tv2 skal være betalingskanal. Jeg tror egentlig, at ret mange ville vælge den fra, fordi der ikke er noget at se på.

Har vi så overhovedet brug for tv-kanaler? Vi kan læse nyheder online, se film på dvd eller leje dem på nettet, google alt det vi vil vide. Svaret ligger i luften, at det har vi ikke, men alligevel fristes vi til at skrige JA med høj ryst. Tv samler familien. Det er her vi mødes om aftenen efter en lang dag. Her vi kobler af og samler så tilpas mange gab sammen, at vi kan tillade os at gå i seng. Og ikke mindst her vi ser en masse nyttige ting, som vi ikke vidste vi havde brug for at vide. Men kunne vi ikke lige så godt lave noget andet?

Elsk dig selv som du er!

“I’m fat!” Hvis jeg skulle fjerne én sætning fra jorden for good skulle det være denne. Eller “Jeg er tyk”. Eller “Jeg er fed”. Helt ærligt, så er jeg dødtræt af at høre piger beklage sig om deres udseende 24/7! Hvad gør det god for? Hvem er det lige, der skal få noget ud af den evige snak om hvor grimme vi alle sammen er?

Der er ikke nogen, der har en undskyldning for at bruge “I’m fat!” Den eneste grund slanke/tynde piger har for at bruge den, er hvis de har mindreværdskomplekser, og virkelig har brug for at føle sig beundret. Helt ærligt, jeg har selv brugt den – masser af gange. Vi kender det alle sammen; vi har en dårlig dag, og så fyrer vi lige “I’m fat!” af, og, vupti, har vi ti mennesker rundt om os til at sige, at vi ser smadder godt ud. Let måde at føle sig pæn på. Selv dem, som rent faktisk er overvægtige, har, efter min mening, ingen grund til at bruge den. “I’m fat!” Ja, og hvad så? Helt ærligt, så vidste jeg det godt. Men det sætter altså vennerne ret meget i fedtefadet. Hvis man siger sandheden, “ja, det er du” så er man den lede ven. Hvis man lyver, “nej, du er da overhovedet ikke tyk”, ved personen godt at man lyver, og føler man sig så ikke endnu værre end før? Selv ved dem, der er åbenlyst tynde, hvis man ikke som en refleks svarer, at de ser godt ud, er man led.

Hvis jeg har lært noget vigtigt i løbet af det sidste år, er det, at man skal acceptere sig selv præcis som man er. Hvad godt gør det, hvis man bruger hele sin dag på at brokke sig om sit udseende? Jeg tror det var sundt for mig at komme væk fra min klasse af ultratynde mennesker, hvor jeg var i den tykkeste ende (selvom vi godt ved, at jeg ikke er noget nær tyk – jeg er perfekt slank uden hverken at være for tyk eller for tynd), og i stedet komme over til den lidt tungere amerikanske befolkning. Her oplevede jeg nemlig, at man ikke behøver at ligne en model for at have det sjovt og være glad for sit udseende. Selvfølgelig brokker amerikanerne sig lige så meget over deres udseende som alle andre, men de har også vist, at det ydre ikke er alt. Man kan godt gå til prom, have en smuk kjole på, prom date, flotte sko, og i det hele taget have en fantastisk aften, selvom man ikke er den tyndeste.

Hvorfor ser vi ikke alle på os selv som perfekte? Ja, jeg kunne godt bruge hele dagen på at brokke mig over mit udseende, men jeg ville ikke få andet ud af det, end at føle mig grim. At føle mig mindre end jeg er. At føle at jeg er forkert. Jeg kunne godt være sur over, at min mave ikke buler indad, men hvis mave gør egentlig det? Er det ikke ok at vise, at jeg ikke sulter mig selv på grund af mit udseende? Jeg kunne være irriteret over mine ben, men, helt ærligt, jeg er en fodboldspiller, så det er bare  en omgang muskler. Jeg kunne være sur over mine arme, som ved første syn godt kunne ligne en omgang mormor-arme. Men, igen, jeg træner ret meget, så så snart jeg spænder dem, kan man se det er muskler. Jeg kunne være irriteret over min numse, men er det ikke bedre at have en, end at være flad? Mine hofter er brede, ja, men det er knoglerne. Mine fødder er store, men det er jeg ligesom født med.

Tag og vend alle de negative tanker til noget positivt. Hvis det tager andres komplimenter at indse det, så find nogle ærlige venner, som kan se, hvor smuk du er. Jeg vil være ærlig igen og sige, at det var en af grundene til, at jeg indså det. Men det alt den her “I’m fat!”-snak begyndte altså også bare at gå mig på nerverne, og så måtte jeg jo starte med mig selv, som det så ofte er, når man vil ændre noget.

Og så vil jeg også gerne lige sende en bøn ud om, at I hjælper alle andre med at se deres “fejl”. Der er ikke noget som en dum kommentar, der kan ødelægge nyfunden selvtillid. Igen igen igen vil jeg komme med et eksempel jeg selv har været ude for: Jeg købte for ikke så længe siden en hvid kjole. Og så var en af mine “veninder” sørme fræk nok til at sige, at jeg er for hvid til at gå i hvidt! Hvor tror hun jeg er fra?! Har hun slet ikke set min hud? Jeg bliver jo ikke solbrændt, og er for tiden ret solbrændt for årstiden at være. Og så kommer hun der og siger, at jeg, mildest talt, aldrig kan gå i hvidt, fordi min hudtone er for lys. Det værste var, at jeg for en kort tid troede på hende. Jeg ventede endda med at gå i den. Men så var det jeg tænkte; skulle jeg lade være med at gå i hvidt, bare fordi en eller anden solbrændt pige siger det? Hvis jeg er tilfreds med, hvordan jeg ser ud, er det ikke det vigtigste?

Så min pointe med det her indlæg er, at du ikke skal tænke så lavt om dig selv! Jeg har selv været der, men jeg vil aldrig tilbage i det roderi. Alles udseende er unikt, og man er helt perfekt, sådan som man er. Husk på at vi er født med vores udseende, og det passer til os. Og lad være med at lade andre bestemme, om du ser godt ud eller ej. Det er okay med andres mening, men det er, i sidste ende, din mening der er den vigtigste. Og lad være med nogensinde at bruge “I’m fat!” igen!

Det er dig der skal leve med dig resten af dit liv -  lige meget om du elsker eller hader dig selv. Så du kan lige så godt få det bedste ud af det!

Update…SKO!

Hejsa. Så er skolen helt slut for mig. Eller, det har den været i et par dage nu. Jeg havde sidste skoledag i mandags, og siden har jeg bare nydt den tidligste sommerferie, jeg nogen sinde har haft. Hængt ud med vennerne, shoppet, ryddet op, hygget, osv. Der er jo en hel masse der om meget snart skal pakkes ned, så meget af tiden skal gå med at sortere og smide ud, indtil jeg har plads til det hele. Jeg har dog også fået hentet mig en kasse på posthuset, hvor jeg kan smide nogen bøger og andet tungt ned i; det fylder jo så meget. Der er nemlig denne her smarte service, hvor man betaler samme pris, uanset vægt. Dejligt!

Lilian og jeg har også rigtig fået powershoppet. Det er jo lige pludselig gået op for os, at vi er ved at løbe tør for tid, så alt det, vi ønsker os, skal jo købes nu. Hmm, egentlig er det jo ikke så slemt, vel? Og så er alting meget billigere her end i Danmark, så jeg kan jo ikke engang have dårlig samvittighed. I går fik jeg købt nogle shorts og sommerbluser, som jeg manglede. Så jeg behøver næsten ikke at tage noget af mit danske tøj med hjem :D I dag fik jeg købt en Racquet & Jog t-shirt, som ALLE har! Man kan simpelthen ikke bo i East Texas uden at have én, så sådan en skulle vi jo også have. Klik på linket for at se alle de forskellige slags der findes (selvom min faktisk ikke er på hjemmesiden – de ser alle ens ud, bare forskellige farver). Derudover fik jeg købt mig nogle Sperry’s – super søde sko, som jeg har gået og sukket over i meget, meget lang tid, og som jeg endelig syntes jeg skulle have lov til at have. Jeg ved jo ikke om jeg kan finde dem i Danmark. Jeg tror nu godt jeg vil tilbage, har nemlig også kig på nogle Toms – igen, sko. Den her slags har jeg nu aldrig set i Danmark, så de er helt sikkert værd at overveje… Jeg har enten kig på nogle sorte, eller nogle stribede. Og så er der jo lige de der Keds sko, som jeg lovede mig selv at jeg ville købe, allerede inden jeg tog afsted, men som stadigvæk er i butikken. Uhh, hvor skal jeg gøre af dem?! Jeg synes virkelig at der skulle komme nogen herover med en ekstra kuffert (og nogle ekstra penge haha). Jeg ved ikke helt om jeg vil købe dem alle sammen, for det er altså lidt mange penge at bruge på sko jeg ikke har brug for, og desuden kan man sikkert købe dem et eller andet sted i Danmark, selvom jeg ikke ved hvor… Men sikkert til dobbel pris. Argh, livet er hårdt som teenager. Eller… Haha :D Nu skal jeg nok stoppe med at forstyrre jer med alle mine sko-problemer. Det ligner slet ikke mig, jeg plejer at hade at købe sko. I må lige give mig nogle råd fra folk med lidt mere perspektiv på tilværelsen, end jeg åbenbart har. Tak! :D

Forresten skal I bare klikke på navnene for at se skoene jeg ønsker mig.

Historical News!

Osama bin Laden er død!

Jeg ved godt at det efterhånden er old news, men hvis du ikke har hørt det endnu er det vist ved at være på tide. Dette er en kæmpe milepæl i kampen mod terrorisme. Det tog næsten 10 år før det lykkedes, men nu er det sket. Jeg er sikker på at nyheden var stor i Danmark, men her i USA var den KÆMPE! Jeg hørte det under en time efter det blev offentliggjort, og det blev spredt for alle vinde. På Facebook, Twitter, hjemmesider, og selvfølgelig på TV. Det var ret stort at være herovre og opleve en sådan glæde. Mange  led jo tab d. 11. september 2001, så dette var noget alle havde set frem til.

Når al denne glæde så er beskrevet skal I da også lige have min mening. Jeg er rigtig glad for at de fandt ham, da jeg er meget imod terrorisme, men jeg er altså også imod menneskedrab! Jeg synes det er forkert at gå på en mission med det formål at dræbe mennesker. Fange dem og putte dem i fængsel for livstid – ja, det er der altså mennesker i verden, som har brug for, men i mine øjne vil drab altid være forkert. Også selvom det er “de onde”. For er vi måske ikke alle skabt lige? Er der ikke noget godt i alle, selvom det kan være svært at se? Selv “de onde” har familie og venner, der elsker dem, og som sørger over deres død, men det tænker vi ikke over. Næh, nej, de er en trussel, lad os straks slå dem og alle dem der følger dem ihjel. Tænk, hvis der kunne findes en anden løsning?

Nu må I ikke få det indtryk, at jeg holder med Osama, for det gør jeg bestemt ikke! Som sagt, jeg er meget imod dem, men jeg er en fredselsker; en der synes at alle fortjener en chance her i livet. Så jeg synes bare han skulle have været i fængsel.

Og hvad så når vi tænker fremad? Hvad vil dette betyde for verden? Vil det føre til fred? Eller vil det hele bare blive værre? Personligt tror jeg, at en stor ændring er på vej. Jeg kan bare ikke helt beslutte mig for, hvilken teori jeg tror på. Al Qaeda har mistet deres leder, så det vil helt sikkert skabe noget forvirring, men er der ikke andre, som kunne tage over? Trods alt, de er jo en stor organisation, som må have mange underledere. Eller vil de starte en indbyrdes krig om magten? Jeg tror helt sikkert, at de vil have hævn. Hvordan ved jeg ikke. Et angreb på soldaterne i Afghanistan og Pakistan? Et angreb på USA? Et nyt terrorangreb ligesom 11. september? Det er ikke til at sige, og kun tiden kan vise, hvad der vil ske. Én ting er jeg sikker på: Verdenen vil se anderledes ud næste år på dette tidspunkt.

Real life vs. tv?

Her i ferien har jeg kørt mit eget lille Bring It On marathon, og har fået set alle fem film her i løbet af ugen der er gået. Og det fik mig til at stoppe op og tænke lidt over de forskellige miljøer. Før jeg kom her var det meget fremmedartet. Film 3 foregår på en skole fyldt med sorte elever, film 5 har en masse mexicanske karakterer, og det hele er jo bare rigtig “high school”. At bo i Texas handler utroligt meget om racer. Jeg kan slet ikke tælle hvor mange “are there many Blacks/Mexicans in Denmark?” -spørgsmål jeg har fået. Som jeg har måttet svare nej til, til dem alle. Herovre går de utrolig meget op i racer; noget som jeg helt ærligt ikke kunne være mere ligeglad med. Who cares hvilken farve hud man har? Men så, på den anden side, kan jeg da godt huske første gang jeg så Bring It On 3, hvor jeg tænkte, at jeg nok også ville være lidt skræmt hvis jeg gik på en skole så domineret af sorte (eller African Americans som det officielt hedder; i daglig tale er det Blacks). Det var vildt fremmed, og deres ghetto-sprog var noget meget ufamiliært for mig. Men nu, hvor jeg selv blev kastet ind i et miljø som dette, har jeg måttet omtænkte dette. Jeg er blevet fuldstændig vandt til at der er en masse forskellige mennesker på skolen, og jeg taler da også næsten “ghetto” (jeg forstår i hvert fald det meste, og kunne sikkert godt tale det hvis jeg ville, selvom det ikke ligefrem er noget en “White girl” gør.

Anyways, det jeg prøver at sige med dette lidt rodede tanke-indlæg er, at meget af det vi ser på film er rigtig nok. Nej, high school er ikke domineret af head cheerleaderen og stjernen fra fodboldholdet, men alle elementerne fra film bunder ud i noget sandt. Hvor ville de ellers få det fra? Miljøet, sproget, timerne, holdånden, football kampene, osv. Det hele er virkeligt nok. Selvom det virker meget anderledes for en dansker meget langt væk på den anden side af Atlanterhavet. Og jeg tror lidt det var det jeg ville se for mig selv, da jeg valgte at tage herover. Jeg var træt af at se alt det fremmedartede på tv, uden på nogen måde at vide om det hele var en gang løgn, eller om det var som taget ud af en high school. Og det er jo for det meste derfor vi rejser ud for at se verden – nysgerrigheden driver os væk, hiver i os, indtil vi har set det hele.

Nytårsfortsæt?

Jeg har aldrig rigtig troet på nytårsfortsæt – og jeg har i hvert fald aldrig kunnet holde dem mere end en uge. Derfor sætter jeg mig heller aldrig nogen. Men jeg har stadig nogle mål for 2011, som jeg tænkte at jeg ville dele med jer. Dealen med de her mål er, at det er godt, hvis jeg kan nå dem, men så er de altså heller ikke mere vigtige.

  • Få lært noget mere om hjemmesider, og på den måde få lavet nogle forbedringer på idasliv
  • Få organiseret mit værelse på en bedre måde, så jeg kan have det rigtig hyggeligt derinde i min gymnasietid – derunder få det dekoreret lidt mere personligt
  • Få læst en masse bøger, catche op på nogle tv-serier jeg ikke rigtig har fået set, se nogle flere film, og ikke mindst høre en masse musik – kort sagt: Hav tid til mig og ting jeg godt kan lide
  • Have det mest fantastiske år nogensinde (det er som regel mit nytårsfortsæt, hvis jeg har et)

Som I nok kan se er der nok at tage fat på. Det kræver bare så meget tid. Nogen gange ville jeg ønske at jeg var en Stephenie Meyer-vampyr så jeg aldrig behøvede at sove. Tænk på hvor meget ekstra jeg kunne nå hver dag.

Året der gik: 2010

Så er det blevet den sidste dag i året, og dermed tid til at kigge tilbage på året der gik. 2010 har været et helt fantastisk år for mit vedkommende. Der er sket så utrolig mange ting, at jeg næsten ikke kan holde styr på det. Det var året, hvor mit liv vente sig 180 grader på nogle få dage. Det var året, hvor jeg kom et skridt nærmere på at finde ud af, hvem jeg er, og hvad der skal ske i mit liv. Det var året, som jeg vil huske for altid som et af de bedste år nogensinde.

Der er simpelthen sket så meget i 2010, at jeg næsten ikke kan huske det hele, men jeg vil da prøve at få det hele med:

2010 har været rigtig stort, skolemæssigt. Jeg afsluttede mit sidste halve år i folkeskolen med et brag af en sidste skoledag sammen med alle mine fantastiske klassekammerater. Det var en dag, som jeg aldrig vil glemme, hvor vi lavede et kæmpe show, kastede med karameller, blev smurt totalt ind i barberskum, og selvfølgelig sluttede dagen af med en kæmpe fest. Hele tiden var jeg omgivet af venner, som jeg har kendt igennem så mange år. Jeg savner dem alle sammen rigtig meget, og det kan godt mærkes, at vi ikke bruger hver dag sammen mere. Jeg er dog rigtig glad for, at jeg stadig taler med så mange af dem, selvom det selvfølgelig sker alt for sjældent. I forbindelse med skolen, var 2010 også året med alle eksamenerne, som var “frygtet” siden de små klasser. Jeg er meget stolt over de resultater, jeg opnåede. Jeg vidste, i teorien, at jeg kunne, men det føltes bare så fantastisk at få det bekræftet. Jeg havde lagt rigtig mange timer i forberedelserne, og det kunne virkelig mærkes, da jeg sad i eksamenslokalerne.

Og så var der gymnasie-ræset. I begyndelsen af 2010 var jeg overbevist om, at jeg skulle på gymnasiet efter folkeskolen; jeg skulle bare finde ud af hvilken linje det skulle være. Jeg har aldrig rigtig vidst, hvad jeg ville være, så jeg kunne ikke rigtig hente hjælp der. Jeg var lige ved at blive overtalt til Mat A, Fysik B og Kemi B, fordi den kan bruges til mest, men jeg er rigtig glad for, at mit valg i sidste ende faldt på Engelsk A, Spansk A og Tysk B. Jeg elsker nemlig sprog og de andre humanistiske fag. Ansøgningen til BG blev da også sendt afsted i god tid, og jeg begyndte den meget lange ventetid for at få svar. Og så skete det: Jeg ændrede min mening. I midten af april gik det op for mig, at hvis jeg nogensinde skulle på high school, så skulle det være nu. Heldigvis var mine forældre ret hurtigt med på idéen (jeg kan stadig ikke takke jer nok), og ved lidt fælles hurtige handlinger, havde jeg under en uge senere skrevet under på de første papirer.

Der var frygtelig meget papirarbejde, der skulle laves, men det blev klaret til tiden. Og herefter startede den længste ventetid i mit liv: Jeg skulle have en familie. Det brugte jeg hele sommeren på at vente på. Men endelig, fredag d. 6. august, kom der en email om, at en familie i Texas havde valgt mig. Og at jeg skulle rejse den 19. august. Mindre end 14 dage senere! Jeg fik travlt med at pakke alt ned i mine to kufferter, få sagt farvel til min familie og venner, og forberede mig mentalt på at skulle afsted. Dagen oprandt hurtigere end jeg kunne forstå det. Lige pludselig stod jeg i lufthavnen og sagde farvel, og så var det ellers bare afsted. Jeg ankom om aftenen. 7 timers tidsforskel, en kæmpe varmeforskel, og en koloenorm kulturforskel. Det første møde med min nye familie var, som ventet, ret akavet, men genertheden var hurtigt væk. Jeg startede i skole mandag d. 23. august, og så kørte livet ellers bare derudaf. Jeg har haft så mange gode tider her i USA, at jeg slet ikke kan huske det hele, og jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad det nye år bringer.

2010 var også året, hvor jeg var på fire fantastiske rejser, foruden mit store USA-eventyr. I februar var jeg med min familie i Norge på skiferie, hvor vi brugte en fantastisk uge på ski. Jeg fik både løbet på langren og slalom. I år var også året, hvor jeg for første gang fik mine egne ski. I maj gik turen en forlænget weekend til London, hvor jeg fik set en masse af London, og ikke mindst shoppet i den kæmpestore TopShop. Jeg tror aldrig jeg vil glemme den tur, hvor jeg oplevede en hel masse. I juli var jeg på sommerferie med næsten hele min familie på Malta. Hele 10 mennesker var vi afsted, og vi var væk i 14 dage. Denne ferie vil jeg heller aldrig glemme, og jeg fik set en masse af Malta, foruden at få slappet totalt af i poolen, på stranden og på terrassen med alle mine bøger. Her satte jeg vist også rekord i læsning med omkring 1500 sider læst på to uger. På engelsk! Denne ferie var en fantastisk måde at bruge min sidste måned med min familie, før jeg skulle til USA. I september var jeg en forlænget weekend til Los Angeles, hvor vi var til bryllup. Her fik jeg også oplevet en masse, og jeg er rigtig glad for, at jeg har prøvet et ægte amerikansk bryllup.

Og så var 2010 jo også året, hvor jeg for første gang tog på Roskilde festival. Godt nok kun en enkelt dag. Men jeg fik set Paramore!!! Og Gorillaz og LCD Soundsystem. Denne dag var en af de bedste i 2010, og jeg vil aldrig glemme den.

Udover alt dette store, har der selvfølgelig været så mange hyggelige stunder med familie og venner, som jeg er rigtig glad for at have oplevet. Jeg kan slet ikke takke alle dem nok, der har gjort året helt specielt. Men jeg må også takke mig selv. Jeg har lært rigtig meget om mig selv i året der gik. Men mest af alt, har jeg lært at man skal følge sit hjerte. Gøre hvad der er rigtigt for én selv, i stedet for hvad andre synes.

Men hvad så med 2011? Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang med det nye år, som for mit vedkommende byder på de sidste 5½ måneder af mit ophold i USA. Efter dette glæder jeg mig rigtig meget til genforeningen med familie og venner efter 10 måneder væk fra Danmark. I juni/juli er der Roskildefestival, som jeg slet ikke kan vente med at tage til, og i august begynder jeg på gymnasiet. Så for mit vedkommende kunne fremtiden vist ikke se meget lysere ud.

Jeg ønsker jer alle et rigtig godt nytår og alt mulig held og lykke i fremtiden. Tusind tak fordi I gider at bruge tid på at læse alt det jeg skriver herinde. Det betyder utrolig meget for mig.

GODT NYTÅR!

Det vigtige i livet er…

Hvor lyder det lille ord dog godt. “Ferie” Der er ligesom noget magisk over det; lige fra man var helt lille har ferie altid været noget godt, og der er ikke noget så godt som juleferie. To ugers hygge med familien er altid det bedste, man kan ønske sig. Og selvom dette år bliver meget anderledes, glæder jeg mig rigtig meget. Jeg har jo fået en helt ny familie at hygge med. Og det må da også siges at denne ferie er tiltrængt. Efter fire måneders skole er det vist på tide med mere end fem dages fri i træk. Tid til rigtig at sove ud. Til at slappe af. Til at få ryddet alting op. Tid til, med det nye år lige over hovedet på os, at tænke tilbage på året der gik, og huske på hvor heldige vi er, at vi har et liv så fantastisk som vi har det.

Det er dog ikke fordi jeg bare har gået og længes virkelig meget efter at komme ud af skolen. Slet ikke. Jeg ELSKER skolen herovre – noget jeg ikke har sagt om skole i en del år efterhånden. Det med at starte på en frisk et helt nyt sted, var lige hvad jeg trængte til. Jeg glæder mig hver dag, jeg sidder i bussen. Til at lære om alle de anderledes ting, som jeg aldrig ville have lært om. Til at møde alle de mennesker, som lige pludselig har fået en kæmpe rolle i mit liv, selvom jeg ikke engang havde mødt dem endnu for fire måneder siden.

Så min jul skal bruges til at være taknemmelig. Jeg ved godt, at det var hvad vi havde Thanksgiving til, men julen er bare noget andet. Efter at have hørt så meget engelsk, er jeg virkelig begyndt at lytte til sangteksterne i engelske sange, og efter at have hørt Band Aid’s Do They Know It’s Christmas Time  rigtig mange gange i løbet af december, har det bare sat nogle tanker i gang i mit hovede om, at vi i virkeligheden tager alt for meget for givet, og ikke sætter pris nok på det vi har. Vi kan jo miste det hele i morgen, uden at vi har den mindste idé om det i dag.

Titanic var i tv her til aften – den bedste film ever made, efter min mening. Desværre kunne vi ikke se begyndelsen, da vi var til Vivians fødselsdag, men slutningen satte bare endnu flere tanker i gang. Hvad gik der igennem hovederne på de overlevne, da de fandt ud af, at de var reddet? På dem der lå i vandet og bare ventede på at dø? Hvad ville jeg have tænkt? Jeg ville selvfølgelig være SÅ taknemmelig, over det mirakel, som havde reddet mig, men muligvis også have en kæmpe dårlig samvittighed over den plads, som jeg tog fra én af de døde. Hvad nu hvis de kunne have brugt deres liv meget bedre end jeg kunne? Én ting er sikker: Jeg ville helt sikkert gøre noget for andre, for at vise min taknemmelighed.

Jeg ved godt, at det her startede ud som en helt normal opdaterende blog, og nu er ude i noget meget tænkende noget, men min pointe er bare, at vi alle en gang imellem skal sætte os ned, og sætte ord på det, der virkelig betyder noget for os. Hvad er bare overfladiske ting, og hvad har virkelig en betydning? Er vi virkelig så egoistiske, at vi ikke kan se hvor møgforkælede vi er? Når jeg tænker over, hvordan jeg nogensinde skal få pakket alle mine ting ned i to kufferter, når jeg engang skal hjem igen, og at jeg måske bliver nødt til at smide noget ud, tænker jeg slet ikke over, hvor stor en del af jordens befolkning, s0m ikke har noget som helst. Mine “problemer” bliver lige pludselig helt meningsløse. Hvis det var liv eller død, kunne jeg jo leve uden alle tingene. Selv min elskede Peter Plys bamse, som jeg stort set har med alle steder, hvor jeg overnatter. Selv min iPod, selvom det er svært at forestille sig at være uden musik. Og dette er ellers nogen af de ting der betyder mest for mig.

Men hvad med familie? Kunne jeg leve uden dem? Fysisk, ja, det er jeg jo i gang med at bevise (selvom det bestemt ikke var derfor jeg kom til Amerika), men det er kun fordi, jeg ved at jeg kommer tilbage til dem. Hvis ikke var jeg aldrig taget afsted. Troen på hvad der er vigtigt i livet for MIG er også meget svær at forestille sig i livet. Gruppepres – hvorfor gør vi noget, bare fordi alle andre gør det? Lilian og jeg havde en diskussion om det at gå over for rødt, når der ikke er nogen biler. Hun er ligeglad – jeg nægter at gøre det. Hvorfor skulle jeg? Livet er alt for godt til at risikere at blive kørt ned. Jeg har tid nok til at vente 30 sekunder længere. Jeg er ligeglad med at folk griner – det må de for min skyld gerne. Hvis man tror på at noget er rigtigt bliver man nødt til at følge det. Her er nu synes folk måske det er latterligt, men de mennesker, jeg har mest respekt for, er dem som lever efter deres eget hovede, i stedet for alle andre. Og det er ikke fordi jeg gør det for at andre skal kunne lide mig – det er mere for at have respekt for mig selv. Det er nemlig meget vigtigt. Hvorfor skulle andre have respekt for dig, hvis du ikke har respekt for dig selv?

Nu nærmer jeg mig snart 1000 ord, og nu gider I vel snart ikke høre på mig længere. Men jeg håber det har givet jer noget at tænke over – jeg kommer i hvert fald til at tænke meget i nat, og der bliver formentlig tilføjet nogle flere tanker i morgen, hvis jeg kan huske dem. Jeg vil virkelig opfordre alle til at sætte sig ned en times tid og sætte ord på, hvad der er vigtigt for jer. Det føles virkelig godt. Gør som mig og del det med hele verdenen, eller gem det et sikkert sted og tag det frem en gang imellem og tilføj noget mere. Eller i det mindste gem det hele i dit hjerte. For det er det vigtigste – at det kommer fra hjertet!

What’s up?

Herovre går det (som sædvanlig) godt. Jeg tror snart ikke jeg behøver at skrive det mere, den er vist ved at være feset ind hos de fleste..? Fredag er bare en virkelig god dag. Synes I ikke? Tænkte at jeg ville give en lille beskrivelse af hvordan sådan en skoledag herovre egentlig foregår:

Klokken ringer 7.55. Første time er teater, hvor vi i denne periode er i gang med noget med prose and poetry. Fik 100 for at have medbragt en tekst, der skal læses højt for klassen senere, og for også at have den nødvendige dokumentation for teksten. I matematik skulle vi lave noget med et koordinatsystem, hvor vi taster en masse tal ind i en lommeregner, og så kommer der et fint koordinatsystem frem, med en linje igennem så mange punkter som muligt. I spansk stod den på forskellige ordforrådsøvelser. Det hele skulle selvfølgelig afleveres, men det var ikke særlig svært. I dans øvede vi os på den dans, som vi skal fremføre på mandag for karaktere. Jeg er så småt ved at have den, så der skal bare øves en masse i weekenden. Heldigvis er Lilian rigtig god til at danse, så hun kan hjælpe mig :) Engelsk er altid den klasse jeg ser mest frem til at have. Lige for tiden skriver vi journals, eller små mini-essays, hver dag, og dagens tema var It’s Friday. Så jeg fik griflet en masse ned om hvor god fredag er og bla, bla, bla. Vi arbjedede også lidt på vores fremlæggelser til på mandag, hvor jeg arbejder med Abigail Adams.

Herefter er det tid til frokost, som i dag bestod af kylling, kartoffelmos, og brød. Efter frokost var det blevet tid til historie, hvor vi var så heldige at få en lille fredagstest. Tests har vi rigtig mange af i historie, det må mindst være den sjette i det her skoleår. Heldigvis er de fleste åben bog, så det er ikke fordi det er så svært. I kemi skulle vi se film om vand. Og de nævnte Niels Borh! Hvor sejt er det lige, at vi lærer om en dansker?! I fodbold skulle vi som altid løbe to runder til opvarmning (½ mile), og derefter spillede vi til to mål, fordi det er fredag. UDEN sko! Av, av, av. Det gjorde ondt i fødderne, og som altid var det et stort kaos. Efter min mening er vi lidt for mange til at spille til to mål, men det er jo altid rart med en afslapningsdag efter en uge med hård træning hver dag. Herfter var det bare hjem.

Hjemme fejrede vi begyndelsen på weekenden med pizza, chokolade og film. Og så faldt jeg over min gamle blog, hvor jeg havde skrevet en hel masse om jul sidste år. Det fik mig helt vildt meget i julestemning, og gjorde mig samtidig også lidt trist over at jeg ikke er hjemme i år til at fejre jul. Men så er det jo godt at jeg skal fejre jul i landet, hvor de har det med at gøre alting lidt større. Så mon ikke de også overdriver julen lidt mere end i Danmark? (hvis det er muligt at overdrive julen mere end jeg gør)

Lige nu er jeg ved at være klar til at gå i seng, John Mayer kører på computeren, og jeg har en dejlig, tyk bog ventende på mig. Jeg fandt forresten ud af, at jeg ikke har Imagine med John Lennon på min computer! Det må jeg straks have gjort noget ved, for det er jo en fantastisk god sang.