I morgen!

For præcis 1 år, 4 måneder og 12 dage var jeg inde og se Eclipse for første gang i biografen. Jeg kom ud fra salen med en rigtig wow-følelse, men også følelsen af, at det ville tage en evighed før den næste film kom.

I morgen, mine damer og herrer, er den evighed gået. I morgen går turen til Lyngby hvor den står på Sunset, bland-selv-slik, og ikke mindst The Twilight Saga: Breaking Dawn! Næsten halvandet år er der gået. Ventetiden har været lang, men nu er den endelig ovre. Og jeg glæder mig!

Dagens bedrifter…

Tja, jeg har egentlig ikke lavet det helt store i dag. Men så alligevel, når jeg kigger tilbage på dagen, er der alligevel sket en hel masse. Jeg vågnede kl. halv 12. Vi har efterhånden fået byttet om på nat og dag, så jeg er begyndt at sætte væggeuret til om morgenen, nu da der kun er en enkelt uge tilbage af skolen. Jeg er gået i gang med Twilight igen-igen-igen. Jaja, jeg ved godt at jeg skulle læse nogle mere varierede bøger, men jeg vil hellere gemme mine små pocketbooks til at tage med i skole til når vi ikke har noget at lave. Og så er det altså Twilight, som er den af mine bøger, som det er længst tid siden jeg har læst. Det er jo også begrænset hvor mange bøger jeg kan slæbe med hjem sammen med alt det andet skrammel jeg har fået samlet sammen i løbet af året.

Derudover har jeg også fået set The Notebook, som jeg købte på tilbud i går. Og nøøj hvor er det bare en god film. Jeg sad med tårer i øjnene det meste af tiden, selvom jeg normalt aldrig græder til film! Jeg vil stadig sige, at bogen er bedre, men de har gjort et rigtig godt stykke arbejde med den her film.

Jeg er næsten færdig med at lægge mine julegaver på plads, og jeg har fået hængt mit kæmpe store Dannebrogsflag op på væggen, hvor det pynter rigtig meget. Man føler sig jo lige pludselig så dansk :) Nårh, ja, og så har jeg da hørt tonsvis af musik i dag: Paramore, Eclipse soundtrack og Mika. Jeg havde helt glemt hvor god hans musik er.

Ingen eksamener

Kun 1 dag tilbage før juleferien er over os :) Disse to sidste dage er semestereksamensdage. MEN JEG SKAL IKKE TAGE NOGEN! Hvis man ikke har for meget fravær og man mindst har et B behøver man nemlig ikke at tage dem. Men så var der jo lige de der tyve minutters advisory som vi skulle komme til lige meget hvad… Så jeg måtte pænt stå tidligt op og gå i skole som sædvanligt. Men jeg havde da fri igen allerede kl. 8.30. Vi tog hjem til Vivian, for vi havde ikke noget lift hjem, men så fik vi da også hygget os hele dagen. Her til aften vil jeg så nyde at ferien næsten er her og at jeg ikke har nogen lektier, og derfor smutte tidligt i seng :) Men først skal jeg lige have set lidt mere af Eclispe med kommentarer med Kristen Stewart og Robert Pattinson (fik jeg fortalt at jeg fik dvd’en i sidste uge?) De kommentarer er nemlig ret sjove, og der bliver talt om en hel masse andet end Eclipse (bl.a. burgere…) så det er vist alt hvad jeg skal lave i aften.

Veltiltrængt weekend

Efter en god uge, som, som sædvanlig, er gået utrolig hurtigt, er det rart at kunne læne sig tilbage og nyde, at det nu er weekend. I dag var sådan set bare en almindelig dag, men vi havde peprally, som jo altid er sjovt. Og så havde nogle af senior football spillerne klædt sig ud som highlighters, og de dansede en meget god (hrm) dans. Vi kunne slet ikke stoppe med at grine, og jeg tror faktisk, at Lilian fik filmet det hele :) Og så kunne man altså godt se, at de havde øvet sig på dansen, den var meget synkroniseret. Way to go (især deres kicks hahahaha)

Tirsdagens Mix It at Lunch var desværre ikke nogen stor succes. Der var mange, som ikke gad at sidde med nogle nye, og selvom vi rent faktisk skiftede vores stambord ud med bordet ved siden af (vi gad ikke at flytte os FOR langt) var der altså ikke så mange, som gjorde det samme. Så ingen nye BFF’s i denne omgang. Torsdag var Report Card dag, så der var da lidt spændning i luften i starten af tredje time. Jeg bestod heldigvis alle mine fag med rent A’s, og jeg er også kommet på skolens Pride Team. Hvilket vil sige at jeg får en dag fri fra skole sammen med en masse andre, hvor vi skal i biografen eller sådan noget. Så nu skal jeg bare lige finde ud af hvor jeg får fat i en permission slip, så jeg rent faktisk kan forlade skolen i skoletiden.

Ivy skulle arbejde længe i eftermiddag, så vi skulle vente på skolen til halv seks. Jeg havde allieret mig med et nummer af Nylon, så jeg kedede mig ikke. Hvor ville jeg bare ønske, at man kunne købe det andre steder end i lufthavnen i Danmark, for det er det mest geniale miks af mode, musik og film, altsammen med et lidt alternativt touch. Og derefter stod den på middag på Ihop; en af de utallige restauranter på vores vej hjem.

Efter vi kom hjem har vi mest bare flydt i stuen. Jeg har netop set at den nye Eclipse parodi lavet af The Hillywood Show er ude nu; den er helt sikkert værd at tjekke ud, hvis man kan lide den slags. Vi har forresten også testet chocolate chip cookie dough is. Hm, ikke det bedste i verden. chocolate chip-delen er sådan set rigtig god, men jeg er ikke den største fan af cookie dough. Men så har man da prøvet det…