Let’s try again

2.g er næsten ovre. I dag var sidste skoledag, og om præcis en måned kan jeg tage hul på en lang og velfortjent sommerferie. Det føltes som var det i går, at vi krammede goddag på en solfuld augustmorgen efter en lang sommerferie; glade for at se hinanden igen. Ja, 2.g er gået hurtigt. Alt for hurtigt. Vi går og glæder os til sommerferien i flere måneder, men alligevel var jeg lidt vemodig i dag, da jeg cyklede hjem fra skole for sidste gang (nej, jeg skal også til både årsprøver og eksamen, og der er et helt år næste år, men det føles alligevel sådan).

Men denne følelse af afslutning har jeg besluttet, at det er tid til at åbne for bloggen igen. Jeg tager hul på læseferien på mandag, og det bliver dejligt med et fristed, når det hele går lidt for meget op i eksamenslæsning. Jeg har ikke nogen speciel plan i hovedet. Ved ikke om der kommer mange eller få indlæg. Ved ikke, hvor længe det kommer til at holde. Men med et meget travlt år i vente, før jeg endelig kan sætte huen på hovedet næste sommer, glæder jeg mig til igen at have et sted og dele mine glæder, frustrationer, tanker og meninger om hverdagen og verden omkring os. Lad os se hvordan det går!

idasliv vol. 2

Velkommen tilbage!

Længe siden? Ja, jeg ved det. Jeg har haft super travlt i den første tid på gymnasiet, og derudover har jeg været i tænkeboksen angående bloggens fremtid. Nu er der så endelig kommet et resultat, som jeg er rigtig spændt på at dele med jer. Og med det vil jeg gerne introducere siden på ny:

Hej! og velkommen til idasliv. Jeg hedder som sagt Ida, er 17 år, og går i 1.g. Jeg er musikelsker med stort M, hvilket nok vil afspejles lidt i de mange videoer, der somme tider bliver postet. Her på bloggen kan du følge med i, hvad jeg går og laver i min lidt for travle hverdag. Derudover kan jeg godt lide at fundere over det jeg går og oplever, og generelt sætte spørgsmålstegn ved lidt af hvert. Det er især noget af det, som jeg regner med at skrive om i fremtiden. Hvad der ellers kommer til at ske herinde finder jeg ud af hen ad vejen.

Ellers er der vist ikke så meget at sige andet end tak fordi du kiggede forbi! Jeg håber at se dig herinde igen. (og især tak hvis du har hængt på i den lange pause jeg har været væk fra bloggen). (:

idasliv 1 år

idasliv fejrer i dag sin et-års fødselsdag. Det er præcis et år siden, at WordPress omsider blev installeret på bloggen, så jeg for alvor kunne gå i gang med at blogge. Og i den anledning synes jeg, at I skal have historien bag (selvom det ikke ligefrem er verdens længste).

Det hele startede i efteråret 2009, hvor jeg efterhånden manglede en mulighed for at skrive nogle tanker ned. Jeg har aldrig været den helt store dagbogsskriver, og jeg kunne egentlig også godt tænke mig, at der var andre der læste det jeg skrev. Jeg har altid gerne ville være forfatter, så blogging virkede som en god måde at starte på. Det, der for alvore satte min blogging-tid i gang, var en artikel i Vi Unge. Jeg havde nemlig ingen idé om, hvordan man gjorde det der med hjemmesider, så at læse så meget om det, var lige hvad jeg havde brug for. Kun få dage efter oprettede jeg en blogspot.com blog. Det tog mig lang tid at finde på et navn, og i starten hed bloggen I Love My Life. Ikke særlig personligt.

Det der med blogspot var også lige en tand for kompliceret til en begynder som mig (spørg mig ikke hvorfor, det hele er meget simpelt). Så jeg skiftede ret hurtigt over til en Windows Live blog. Navnet beholdt jeg dog stadig. Den blog havde jeg fra midten af november 2009, og jeg er faktisk ret stolt over den. Jeg skrev et indlæg næsten hver dag, og jeg lavede en helt masse julehalløj. Det irriterede mig dog rigtig meget, at hjemmesiden sluttede med spaces.live.com. Helt ærligt; hvem kan huske det? Og jeg ville jo gerne have andre til at læse bloggen. Sidens design-muligheder var heller ikke særlig gode, så jeg begyndte at kigge mig om efter en bedre mulighed for at lave en blog. Efter at have læst hvad andre bloggere brugte, og hørt mig lidt omkring (her må jeg takke min far for hjælpen til at starte idasliv.dk), faldt valget på one.com, som også har .dk domæner.

Og her starter idasliv.dk. Jeg fik domænet i julegave sidste år, og den 27. var WordPress installeret. Jeg var i gang med at blogge. Det første halve år skrev jeg mest om hvad jeg går og laver i hverdagen, og hvad jeg ellers lige havde lyst til at skrive om. Da jeg flyttede til USA gik bloggen desværre lidt i stå, mht hvad jeg gerne ville have lavet med den. Og sådan er det stadig. Jeg må nok se i øjnene, at jeg ikke får særlig meget tid, før jeg kommer hjem igen. Jeg vil gerne til at lære noget mere om hjemmesider, lave mine egne designs, ændre en lille smule på den slags indlæg jeg skriver, osv. Det tager bare meget lang tid alt sammen; tid som jeg, hvis jeg er heldig, får til sommer, eller som jeg måske aldrig får.

Jeg vil gerne benytte dagen til at sige tak til dem, der læser bloggen, og som kommer med kommentarer. Det gør mig altid meget glad med al den positive respons, jeg får. Jeg håber, at jeg på en eller anden måde kan få sat nogle tanker i gang (en gang imellem i hvert fald) eller kan gøre bare en lille-bitte forskel. Bloggen har i hvert fald gjort en kæmpe forskel i mit liv. Tusind tak, og tillykke med fødselsdagen!

Help please!

Som I nok har lagt mærke til er der kommet et nyt design op på siden. Som I nok også har lagt mærke til er det en mærkelig blanding af dansk og engelsk. Det er ganske enkelt fordi dette ikke er det endelige design, og det tager 100 år at få det helt tilpasset, så det gider jeg ikke, før jeg har bestemt mig helt.

Men siden det ikke er mig, der læser det her, er jeg heller ikke den eneste, der skal bestemme, hvilket design der skal bruges. Så vil DU ikke gøre mig den KÆMPE tjeneste at bruge to minutter på at tage stilling til, hvordan hver enkelt design virker for dig, og igen bruge to minutter på at skrive en kommentar med lidt respons til mig? Hvert design kommer til at være på siden i 1-3 uger, så du får tid til at danne dig et indtryk, og jeg skal nok komme med en lille reminder hver gang jeg skifter design :) Det vil bare være det bedste!

I det her design er det især den meget lyse farve, der bekymrer mig. Er det irriterende at læse, når det hele er så lyst? Og er det lidt for kedeligt? Skriv en kommentar med hvad du synes om designet, både det gode og det dårlige. Tak :D

(Du må også meget gerne skrive en kommentar om det gamle design; det kommer muligvis op til allersidst, hvis du ikke helt kan huske hvordan det så ud)