Let’s try again

2.g er næsten ovre. I dag var sidste skoledag, og om præcis en måned kan jeg tage hul på en lang og velfortjent sommerferie. Det føltes som var det i går, at vi krammede goddag på en solfuld augustmorgen efter en lang sommerferie; glade for at se hinanden igen. Ja, 2.g er gået hurtigt. Alt for hurtigt. Vi går og glæder os til sommerferien i flere måneder, men alligevel var jeg lidt vemodig i dag, da jeg cyklede hjem fra skole for sidste gang (nej, jeg skal også til både årsprøver og eksamen, og der er et helt år næste år, men det føles alligevel sådan).

Men denne følelse af afslutning har jeg besluttet, at det er tid til at åbne for bloggen igen. Jeg tager hul på læseferien på mandag, og det bliver dejligt med et fristed, når det hele går lidt for meget op i eksamenslæsning. Jeg har ikke nogen speciel plan i hovedet. Ved ikke om der kommer mange eller få indlæg. Ved ikke, hvor længe det kommer til at holde. Men med et meget travlt år i vente, før jeg endelig kan sætte huen på hovedet næste sommer, glæder jeg mig til igen at have et sted og dele mine glæder, frustrationer, tanker og meninger om hverdagen og verden omkring os. Lad os se hvordan det går!

Real life vs. tv?

Her i ferien har jeg kørt mit eget lille Bring It On marathon, og har fået set alle fem film her i løbet af ugen der er gået. Og det fik mig til at stoppe op og tænke lidt over de forskellige miljøer. Før jeg kom her var det meget fremmedartet. Film 3 foregår på en skole fyldt med sorte elever, film 5 har en masse mexicanske karakterer, og det hele er jo bare rigtig “high school”. At bo i Texas handler utroligt meget om racer. Jeg kan slet ikke tælle hvor mange “are there many Blacks/Mexicans in Denmark?” -spørgsmål jeg har fået. Som jeg har måttet svare nej til, til dem alle. Herovre går de utrolig meget op i racer; noget som jeg helt ærligt ikke kunne være mere ligeglad med. Who cares hvilken farve hud man har? Men så, på den anden side, kan jeg da godt huske første gang jeg så Bring It On 3, hvor jeg tænkte, at jeg nok også ville være lidt skræmt hvis jeg gik på en skole så domineret af sorte (eller African Americans som det officielt hedder; i daglig tale er det Blacks). Det var vildt fremmed, og deres ghetto-sprog var noget meget ufamiliært for mig. Men nu, hvor jeg selv blev kastet ind i et miljø som dette, har jeg måttet omtænkte dette. Jeg er blevet fuldstændig vandt til at der er en masse forskellige mennesker på skolen, og jeg taler da også næsten “ghetto” (jeg forstår i hvert fald det meste, og kunne sikkert godt tale det hvis jeg ville, selvom det ikke ligefrem er noget en “White girl” gør.

Anyways, det jeg prøver at sige med dette lidt rodede tanke-indlæg er, at meget af det vi ser på film er rigtig nok. Nej, high school er ikke domineret af head cheerleaderen og stjernen fra fodboldholdet, men alle elementerne fra film bunder ud i noget sandt. Hvor ville de ellers få det fra? Miljøet, sproget, timerne, holdånden, football kampene, osv. Det hele er virkeligt nok. Selvom det virker meget anderledes for en dansker meget langt væk på den anden side af Atlanterhavet. Og jeg tror lidt det var det jeg ville se for mig selv, da jeg valgte at tage herover. Jeg var træt af at se alt det fremmedartede på tv, uden på nogen måde at vide om det hele var en gang løgn, eller om det var som taget ud af en high school. Og det er jo for det meste derfor vi rejser ud for at se verden – nysgerrigheden driver os væk, hiver i os, indtil vi har set det hele.